Planteskolen og familiefirmaet Nielsens Planteskole Holsted blev startet i 1972
og har siden da været drevet af Peter Pagh Nielsen og
Dine Nielsen. Familien
har en stolt tradition for produktion af planter og der eksisterer i
Sydvestjylland flere 'Nielsens Planteskoler'. Bl.a. i Varde (Claus S. Nielsen),
i Esbjerg (Hans Peter og Poul Anker Nielsen) og i Sig (Knud S. Nielsen).
Oprindeligt blev familiefirmaet startet i Ho af Niels Cornelius Nielsen, der
solgte mange hvidgran til Fanø og det øvrige Vestjylland. Hans ældste søn
Hans Peter Nielsen købte i 1909 et husmandssted på Varde Nørremark, hvor han
startede Handelsgartneri og Planteskole. Den ældste søn her, Anker, startede
planteskole i Esbjerg og to andre sønner Aksel og Christian overtog
planteskolen i Varde. Det er sønner af de sidste tre, der i dag driver
planteskolerne....
Vi lægger stor vægt på at opnå en ensartet høj kvalitet og effektiv hurtig
levering, og har derfor altid fokuseret på at få de dygtigste medarbejdere.
Det er en vigtig opgave at give medarbejderne de bedst tænkelige færdigheder
indenfor faget. Vi har haft adskillige dygtige gartnere og lærlinge gennem
planteskolens historie og modtager til enhver tid gerne uopfordrede henvendelser
og ansøgninger fra friske folk med mod på et udviklende friluftsarbejde året
rundt!
Vi forsøger til stadighed at være på forkant med udviklingen både hvad angår
teknologiske fremskridt på maskinsiden som med henblik på nye
dyrkningsmetoder og nyudviklede plantesorter.
Produktionen på Nielsens Planteskole i Holsted er i dag specialiseret i
hårdføre barrodsplanter til skov landskab og hække. Planteskolen er med i
Herkomstkontrollen for skovplanter og specialiserer sig også i de af
Frøkildeudvalget udpegede landskabsplanter, der egner sig bedst til klimaet
her. Ligeledes producerer vi de nyeste Dafo-planter (Dansk Forskning), med
kloner af de bedste havesorter.
Der er produktion af ungplanter og bunddækkeplanter til eksport, som sker
gennem Danplanex til planteskoler især indenfor de nordiske lande.
Firmaet producerer pr. år ca. 1 mio. frøplanter og ca. 1 mio.
stiklingeformerede planter, men lægger absolut mere vægt på kvalitet end på
kvantitet.
|